Race standard for Lewitzer
Lewitzeren stammer fra Mecklenburg – Vorpommern i det nordlige Tyskland. I 1956 blev der lavet en optælling af ponyerne i Mecklenburg. Der var dengang 215 ponyer, men ingen racestandard eller navn. I 1971 blev racen officielt “opdaget” af Ulrich Scharfenorth, som døbte dem Lewitz efter det område i Mecklenburg, hvor de blev fundet. Ulrich Scharfenorth var direktør i virksomheden “Gods Lewitz”, som bl.a. ejede en kvægbestand på 15.000 dyr og som bragte sikkerhed til det lille avlsprojekt. Man begyndte at arbejde hårdt for at få et avlsprogram op at køre og forbedre ponyerne bl. a. ved at gøre dem mere passende for børn. Lewitzer-racen er en meget udbredt ponyrace i Tyskland, bl.a. på grund af deres super gode temperament og fantastiske bevægelse.
Af natur hverken bider eller sparker en Lewitzer og samtidigt er den meget nervefast, altid glad og parat til at yde sit bedste. Det er een af grundpillerne i avlsarbejdet, at temperamentet og omgængeligheden skal være helt OK og Lewitzerne skal være til at arbejde med, for alle. Højden på en Lewitzer svinger mellem ca. 140 og 148, altså en perfekt størrelse for dem, der ikke bryder sig om, at der er alt for langt “ned” eller “op”. Samtidig er Lewitzeren meget nervefast, nysgerrig, tillidsfuld og lærenem, og derfor en fornøjelse at arbejde med. Lewitzeren kan gå ude året rundt, ligesom islænderne og så får den også lige så meget pels. Men Lewitzeren får ikke sommereksem! Den er hårdfør, nøjsom og for det meste broget. Og den er også en rigtig god pony, hvis man har, eller får lyst til, at deltage i stævner. Den har ikke besvær med at blande sig i toppen ved stævnerne og det gælder både i dressur og i spring.